15. - 22. november 2026
Vær med, mærk den friske novemberluft, find ro omkring bålet, gå på opdagelse i et håndværk, eller mød mennesker, der gerne vil dele det, de brænder for.
Fra den 15. til den 22. november 2026 åbner mennesker i Ringkøbing-Skjern og Varde dørene til deres værksteder, passioner og viser dig deres indgangsvinkel til natur. Her kan du opleve Vestjylland på nye måder, prøve noget, du måske ikke har prøvet før, og få nye perspektiver på naturen og det lokale liv.
November i Vestjylland har sin egen stemning. Den friske luft, vinden fra havet, naturens skiftende farver og roen, der sænker sig over landskabet.
Det er en overgangsmåned, hvor dagene tit er gråt, energien daler, og vi let kommer til at vente på, at december og alt det, der følger med, tager over.
Men hvad nu, hvis november også kunne være en tid til at blive inspireret, mærke fornyet energi og opdage noget, der gør os godt og giver os lyst til være i livet? Lyst til at prøve noget andet, få nye perspektiver og være sammen på måder, der giver mere, end de kræver.
Naturen Sammen inviterer dig til at finde nye oplevelser, ny inspiration og noget at glæde dig til – midt i november.




Gå med på en writers walk, mærk naturen med nye sanser, find ro ved bålet under et klangbad, eller prøv kræfter med et håndværk af brændenælder. Du kan også møde andre naturinteresserede til en hel dag med oplevelser og fællesskab.
Naturen Sammen byder på forskellige oplevelser rundt omkring i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner fra den 15. til den 22. november 2026. Nogle inviterer dig ud i landskabet, andre ind i et værksted eller ind i en ny måde at opleve naturen på.
Du behøver ikke kende det hele på forhånd. Kig med, og opdag, hvad der gemmer sig i programmet.
Se, hvad du kan opleve.
Vi kan gå en tur på egen hånd, lære nyt fra en skærm og finde svar på næsten alt med få klik. Men nogle oplevelser bliver til noget særligt, når et andet menneske inviterer os med, deler sin viden og skaber rum til, at vi kan være til stede og fordybe os – uden selv at skulle tænke på alt det praktiske.
Bag Naturen Sammen møder du mennesker, der brænder for det, de deler. Mennesker, som åbner døren til deres natur, håndværk og passion og giver deres tid og engagement videre.
Når du deltager, får du ikke bare en god oplevelse. Du er også med til at støtte lokale drømme, initiativer og holde de fællesskaber levende, som allerede er i vores område.
Og hvorfor ikke dele oplevelsen med én, du holder af – én, der også kunne have glæde af at komme ud, blive inspireret og få ny energi?
For naturen giver os mere end noget smukt at se på. Den giver os noget at være sammen om.



Måske ved du allerede, hvad du har lyst til at opleve. Måske falder du over noget, du aldrig har prøvet før, og tænker: Det kan man da ikke! Så er det måske netop den oplevelse, du burde vælge.
Find det arrangement, der vækker din nysgerrighed, og book din plads. Der kan være begrænsede pladser på de enkelte aktiviteter, så vent ikke for længe, hvis du har fundet noget, du gerne vil med til.
Efter tilmeldingen modtager du en mail med mødested og praktisk information fra mennesket bag oplevelsen. Hold også gerne øje med din mail op til arrangementet, hvis der kommer yderligere informationer.
Husk vejret. Naturen Sammen foregår i november og tit er vi udenfor. De fleste arrangementer gennemføres også, når vejret viser sig fra sin vestjyske side. Klæd dig efter forholdene, og vær forberedt på vind, regn og skiftende temperaturer. Vi sørger for at gøre opholdene så behagelig som muligt med tæpper, bål eller hvad værten finder på for at give jer en uforglemmelig oplevelse.
Kun ved særligt voldsomme vejrforhold aflyser vi. I så fald får du billetprisen tilbage, eller vi finder en ny dato, hvis det er muligt.

Har du spørgsmål til en oplevelse eller brug for hjælp? Skriv til kontakt@natureexperience.dk, eller send en besked til 00 45 23 89 70 60. Jeg er ikke altid nem at træffe på telefon, fordi jeg ikke altid har den med mig, når jeg er i naturen, men skriv gerne dit navn og dit spørgsmål, så vender jeg tilbage hurtigst muligt.
Så er der bare tilbage at vælge, være nysgerrig og glæde sig til at være med i første udgave af Naturen Sammen.

Jeg hedder Steffi, og jeg har længe haft lyst til at gøre det lettere at få øje på alle de ildsjæle, der hver især har noget at dele, og skabe flere forbindelser mellem hinanden og dem, der gerne vil opleve naturen på en anden måde.
Da Destination Vesterhavet inviterede til at søge støtte fra deres eventpulje, begyndte jeg at tænke over, hvordan den tanke kunne videreudvikles og blive til noget fælles. Her voksede idéen til Naturen Sammen frem: En uge, hvor forskellige mennesker inviterer indenfor i deres natur, håndværk og passion og som gør det lettere for andre at finde vej til de specielle naturoplevelser.
Destination Vesterhavet har valgt at støtte den første udgave, og gennem et rigtig godt samarbejde er idéen nu ved at blive til virkelighed.
Fra den 15. til den 22. november 2026 samler vi for første gang anderledes naturoplevelser på tværs af Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner.
Jeg glæder mig til at se, hvad der kan vokse ud af det, når vi (gen)forbinder mennesker og natur, deler det, vi holder af, og giver flere mulighed for at opleve Vestjyllands natur på en anden måde.
Naturen Sammen er lavet med støtte fra Destination Vesterhavet og i samarbejdet med fantastiske naturelskere.
