Naturen Sammen

15. - 22. november 2026

i Ringkøbing Skjern og Varde kommune

Forskellige mennesker. Forskellige oplevelser.
Én fælles kærlighed til naturen og det lokale liv.

Naturen Sammen er en uge, hvor lokale mennesker åbner dørene til det, de brænder for – og inviterer andre med ud i naturen, ind i værkstedet, omkring bålet eller med på en oplevelse, de kan mærke.

Det kan være en vandring, en workshop, mad over bål, håndværk, fortællinger, mindfulness, dyr, kreativitet eller noget helt andet.

Ugen starter med et fælles åbningsarrangement d. 15.11.26. Har du et sted, der kunne være oplagte at bruge? Så hører vi meget gerne fra dig. I løbet af uge 47 tilbydes der forskellige arrangementer rundt om naturen af dem, der gerne vil være med i Naturen Sammen - enten hos dig selv eller i naturen

Du behøver ikke kende Nature Experience for at være med. Du skal bare have noget relateret til naturen, du har lyst til at dele med andre.

Hvorfor Naturen Sammen og hvorfor november?

November er også en del af Vestjylland. Vestkysten lukker ikke ned, fordi sommeren er forbi.

Her findes mennesker, steder, viden, håndværk, natur og oplevelser hele året – også når dagene bliver korte, vinden rusker, og vi trækker mere indenfor.

Med Naturen Sammen vil vi være med til at vise noget af alt det, der allerede lever her. For naturen kan noget andet i november. Mere ro. Mere plads. Andre farver, dufte og fortællinger. Og måske tid til at opleve noget, vi ellers ikke får øje på.

Destination Vesterhavet har valgt at støtte Naturen Sammen økonomisk, så vi kan afprøve idéen som et pilotprojekt og samle de mange forskellige lokale kræfter i én fælles uge.

Vi håber, det bliver begyndelsen på noget, der kan vokse i sit eget tempo.

Har du noget, du brænder for?

Så er der plads til dig i Naturen Sammen. Du behøver ikke have et stort firma eller et færdigt koncept. Og du behøver bestemt ikke have regnet det hele ud på forhånd.

Måske har du lyst til at tage en lille gruppe med på tur. Måske vil du vise et håndværk med naturens råvarer, dele din viden, invitere indenfor eller prøve en idé af, som du længe har gået med.

Det vigtigste er, at du har noget natur relateret, du har lyst til at dele med andre.

Du bestemmer selv, hvad du vil bidrage med – og hvor meget energi du har til det.

Naturen Sammen er et pilotprojekt, og vi ved endnu ikke præcis, hvor det ender. Det er en del af idéen.

Vi vil hellere skabe noget levende sammen med dig, end beslutte det hele på forhånd.

creativity on the table
hands with sheep wool
the beautiful northsea beach with sun

Hvad siger du ja til?

Du bidrager med det, du har lyst og energi til.

Når du melder en aktivitet ind, siger du ja til at være en del af den første udgave af Naturen Sammen og til at være med til at fortælle en fælles historie:

At der findes mennesker, steder, viden, håndværk, natur og oplevelser her, som fortjener at blive set og oplevet – også uden for sommeren.

Du behøver ikke bidrage på en bestemt måde. Nogle vil måske lave én to timers aktivitet. Andre vil have lyst til at lave en dagsaktivitet eller være med til fælles åbningsarrangementet. Alle dele er helt okay.

Naturen Sammen skaber den fælles ramme og hjælper med at synliggøre programmet. Vi kan ikke love, at din aktivitet bliver fyldt, og vi arrangerer ikke aktiviteten for dig.

Vi hjælper hinanden med at få folk til at opdage det, vi hver især tilbyder.

Og hvis du har brug for en hånd til at få en idé til at lykkes, så spørg. Vi er sammen om det.

Hvad får du ud af at være med?

Det skal gerne kunne betale sig – på flere måder

Naturen Sammen er skabt for at give værdi både til dem, der deltager, og til dig, der skaber oplevelserne.

Som skaber af oplevelserne får du:

  • En minimumsbetaling for din aktivitet, som du selv fastsætter – også 0 kr., hvis du har lyst til at være med uden betaling.

  • Del i et eventuelt overskud fra billetsalget.

  • Fælles synlighed gennem Naturen Sammens program og markedsføring.

  • Mulighed for at vise det, du brænder for, til nye mennesker.

  • Mulighed for at møde andre lokale mennesker, der også skaber noget med og omkring naturen.

Destination Vesterhavets støtte via eventpuljen gør det muligt for os at give plads til betaling af de lokale bidrag og samtidig investere i den fælles ramme omkring pilotprojektet.

Men måske er det vigtigste ikke kun det økonomiske. Vi håber, du går fra Naturen Sammen med følelsen:

"Det gav mig mere energi, end jeg brugte – og det var både let, sjovt og meningsfuldt at være med." 

Når det sker, har vi allerede opnået noget vigtigt.

Naturen Sammen og Nature Experience

Naturen Sammen er skabt under Nature Experience – og du behøver ikke være en del af netværket for at være med.

Nature Experience arbejder for at forbinde mennesker, steder og virksomheder omkring naturen og det gode liv i Vestjylland. Naturen Sammen er en måde at åbne den tanke endnu mere op på.

Du kan være med, fordi du har noget, du gerne vil dele. Ikke fordi du skal melde dig ind i noget, sælge noget bestemt eller love, at du også er med næste gang.

Naturen Sammen er en fælles ramme for en uge. Hvad der kommer ud af den, finder vi ud af sammen.

Måske bliver det ved den ene uge. Måske opstår der nye samarbejder, idéer og forbindelser, som lever videre bagefter.

Det er faktisk noget af det, vi er nysgerrige på.

Har du lyst til at være med?

mor og børn i skoven

Så send os lidt om dig og den aktivitet, du kunne tænke dig at bidrage med.

Du behøver ikke have alle detaljer på plads endnu. Vi tager en snak, hvis der er noget, vi vil have uddybet og finde ud af sammen.

Vi vil gerne vide:

  • Dit navn – og eventuelt navnet på din virksomhed eller forening

  • Kontaktdata (mail og mobilnr.)

  • Hvad du har lyst til at tilbyde under Naturen Sammen (beskrivelse af arrangementet- så meget som du ved på nuværende tidspunkt)

  • Hvilket sprog holder du arangemetet på? (dansk, tysk, engelsk, blanding?)

  • Hvor og hvornår aktiviteten kan foregå (hvis du har et sted allerede)

  • Hvor mange mennesker vil du give plads til (maks.antal deltager)

  • Hvad din normale pris er, hvis arrangementet normalt koster noget (hvis du tester noget af, er det her ikke relevante)

  • Hvilken minimumsbetaling du ønsker for at afholde arrangementet (husk at få dækket udgifter, men også at det her er et pilotprojekt - hvis du er i tvivl, lad os tale om det)

  • Om du har lyst til at være med til et fælles åbningsarrangement d. 15.11.26

    Hvis du har en idé til åbningsarrangementet eller et sted, der kunne være oplagt, må du meget gerne skrive det med.
    Måske har du også selv lyst til at samle mennesker til et fælles arrangement mere i løbet af ugen, så må du meget gerne byde ind.

    Og hvis du ikke ved det hele endnu, så skriv alligevel. En idé behøver ikke være færdig for at være værd at dele.

    Er du til mail, så send os en mail på kontakt@natureexperience.dk eller udfyld nedenstående formular:

Fortæl os om din idé / dit arrangement til Naturen Sammen

Hvad sker der, når du har meldt dig?

Først siger vi tusind tak for du kan se idéen med eventet og vil være med til at skabe Naturen Sammen. Vi kigger på det, du har sendt hurtigst muligt.

Derefter tager vi fat i dig, så vi kan få detajlerne på plads sammen.

Vi vil også gerne lære lidt mere om dig og det, du brænder for. Derfor aftaler vi gerne en kort snak og eventuelt et tidspunkt, hvor vi kan tage billeder eller video af dig, dit sted eller det, du arbejder med. Du er meget velkommen til at sende dit eget materiale, hvis du allerede har noget, du gerne vil bruge.

Når vi har det, sørger vi for, at din aktivitet kommer ind i Naturen Sammens fælles program på hjemmesiden og markedsfører det, så gæster kan finde den og tilmelde sig.

Og så begynder den egentlige del: At få folk til at opdage, hvad der sker.

Vi hjælper med den fælles fortælling og synlighed omkring Naturen Sammen. Du hjælper med at fortælle om enten din egen aktivitet og/eller andres og inviterer dem, du tror kunne have lyst til og få gavn af at være med til naturaktiviteter i november.

Jo flere der fortæller, jo flere får øje på alt det, der allerede lever her.

Vi glæder os til at skabe noget sammen med dig, der gavner folks opmærksomhed omkring naturen og det lokale liv.

vinter solnedgang over fjorden med is

Naturen Sammen er et pilotprojekt. Projektet er støttet af Visit Vesterhavets pulje Vestkystoplevelser og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Logo Visit Vesterhavet
logo danmarks erhvervsfremmebestyrelse